Høringssvar vedr. Kommissionens forslag til forordning for bæredygtig anvendelse af plantebeskyttelsesmidler
Dansk Planteværn takker for muligheden for at fremkomme med kommentarer til høringen over Kommissionens forslag til forordning for bæredygtig anvendelse af plantebeskyttelsesmidler forud for behandling af det svenske formandskabs fremskridtsrapport.
I forlængelse af tidligere fremsendte høringssvar, ønsker Dansk Planteværn at udtrykke, at vi finder det beklageligt, at udfaldet af forhandlingerne i parlamentet har gjort udsigten til, at der landes en løsning inden det kommende parlamentsvalg for mindre sandsynlig. Dansk Planteværn har overordnet bakket op om revisionen af forordningen om bæredygtig anvendelse af plantebeskyttelsesmidler, idet Kommissionens forslag indeholder mange positive elementer - herunder tiltag om implementering af integreret plantebeskyttelse (IPM), udbredelse af præcisionsteknologier samt definition og anvendelse af biologiske midler. Dansk landbrug har allerede reduceret pesticidanvendelsen betydeligt, og den danske pesticidstrategi har desuden yderligere fastlagte mål om en reduktion på 27% inden 2026. Det er ærgerligt, at man ikke kunne finde enighed i Europa til at fremme den bæredygtige anvendelse af pesticider i fællesskab.
Vi finder det positivt, at der har været grundige drøftelser af særligt de følsomme områder og imødeser regeringens holdning, idet vi finder at begrænsning af pesticidanvendelsen i følsomme områder bedst vurderes nationalt på et fagligt grundlag og under hensyntagen til den øvrige beskyttelsesindsats.
Planteværnsbranchen bidrager med udvikling af biologiske løsninger, og det er vores forventning, at den fortsatte introduktion af disse produkter vil bidrage til en reduktion af PBI. Det er dog vigtigt at påpege, at de biologiske midler ikke umiddelbart kan erstatte de konventionelle løsninger en til en, og at vi derfor fremover fortsat vil se et behov for konventionelle midler for at opretholde en europæisk forsyningssikkerhed. Vi ser stort potentiale i udviklingen indenfor præcisionsteknologi, og tilskynder til, at man sikrer, at godkendelsesprocessen for plantebeskyttelsemidler indtænkes, så man ikke begrænser den fremtidige implementering af disse teknologier.