Afvist Bæredygtighedsforordning inkluderede mange gode elementer
Dansk Planteværn bakker op om at fremme en bæredygtig anvendelse af pesticider, og herunder mange af de områder, der hører under Bæredygtighedsforordningen. Det er derfor ærgerligt, at forordningen blev nedstemt i Europa Parlamentet i november i år.
”Selvom lovpakken blev afvist, vil vi fortsat arbejde for, at flere nye, innovative teknologier bliver tilgængelige for landmændene, så de også fremadrettet kan producere fødevarer på bæredygtig vis”, siger Tanja Andersen, direktør i Dansk Planteværn.
Bæredygtighedsforordningen er en del af den europæiske grønne pagt, der omfatter en række politiske initiativer, der skal bane vejen for EU's grønne omstilling, og et endeligt mål om klimaneutralitet senest i 2050. Bæredygtighedsforordningen sigter mod at mindske plantebeskyttelsesmidlers virkning på miljø og sundhed ved bl.a. at indføre reduktionsmål, sprøjteforbud i følsomme områder og udbredelse af integreret bekæmpelse af skadegørere (IPM).
”Dansk landbrug har allerede reduceret pesticidanvendelsen betydeligt og den danske Pesticidstrategi 2022-2026 inkluderer ambitiøse mål for anvendelsen af pesticider i Danmark – bl.a. en reduktion på 27 % inden aftalens udløb. Det netop afviste forslag om Bæredygtighedsforordningen havde mange gode elementer, herunder tiltag om IPM, implementering af nye præcisionsteknologier samt definition og anvendelse af biologiske midler. Det er områder, som dansk landbrug allerede er i fuld gang med at implementere og som landbruget i resten af Europa nu kommer til at halte bagud i, afslutter Tanja Andersen.
Følsomme beskyttelsesområder bør defineres lokalt
Dansk Planteværn mener, at bestemmelserne i Kommissionens forslag om de følsomme områder skal ændres, så der åbnes op for en national definition af områderne, der muliggør varetagelse af beskyttelseshensynet på at fagligt grundlag og samtidig giver mulighed for opretholdelse af både økologisk og konventionel landbrugsdrift.
Efter nytår overtager Belgien formandskabet for Rådet efter Spanien og skal forsøge at nå til enighed i Rådet om en ny Bæredygtighedsforordning, og forhåbentlig arbejde videre med de gode elementer fra det første forslag – herunder et realistisk reduktionsmål for danske landmænd.