- Vi kan ikke undvære pesticider, og vi kan ikke løbe fra, at vi har mange produkter i COOPs butikker, der er produceret med brug af pesticider.
Sådan sagde CSR-chef Thomas Roland, COOP, i paneldebat i strålende solskin på Ryegaard Gods 9. maj. Han var sammen med Niels Bjerre, Agricultural Affairs Manager i Bayer Nordic, og Rikke Lundsgaard, landbrugspolitisk chefkonsulent i Danmarks Naturfredningsforening, inviteret til at debattere ud fra emnet.
Han mente til gengæld, at de danske forbrugere helst var fri for pesticiderne, og at danske landmænd også hellere ville være fri for at bruge så meget kemi i fødevareproduktionen.
– Derfor mener jeg, vi skal tale mere om, at der er forskel på, hvor skadelige pesticider er, og at vi arbejder på at udvikle bedre og mindre belastende måder at beskytte afgrøderne på, sagde Thomas Roland.
Kombiner økologi med konventionel
Den indstilling fik opbakning fra Niels Bjerre fra Bayer, der da også mente, at hans arbejdsplads var godt i gang med at finde nye og bedre metoder. Han fremhævede et eksempel med ferskner, hvor en spansk producent kan få 100 kg gode ferskner ud af 214 kg ferskner, hvis hun ikke gør noget for at beskytte planten. Hvis hun bruger svampemidler, skal hun kun lave 155 kg ferskner for at have 100 kg salgbar vare. Men hvis hun kombinerer svampemidlet med et nyt biologisk middel, der også kan bruges i økologisk produktion, bliver 100 af 110 kg ferskner til gode salgbare ferskner.
– Jeg håber, de fleste er enige med mig i, at det ikke er bæredygtigt at skulle smide mere end halvdelen ud. Mit budskab med det er, at fremtidens fødevareproduktion skal tage det bedste fra begge produktionsformer – bruge videnskab og forskning til at producere endnu bedre fødevarer og gøre aftrykket på omgivelserne mindst muligt – og målet er at producere mere mad og samtidig passe på miljøet, understregede Niels Bjerre ifølge LandbrugsAvisen.
Læs også: Kombination af biologisk og kemisk bekæmpelse gav mest
Pesticider er noget lort
Mindre glad for pesticider var Rikke Lundsgaard fra Danmarks Naturfredningsforening. Direkte adspurgt sagde hun, at ”pesticider er noget lort”, men også hun satte nuancer på debatten og fremhævede insekticider som værre end fungicider og herbicider.
– Jeg er med på, at pesticider ikke bare er pesticider. Hvis man skal gå efter nogen af dem, er det de mest komplicerede, altså dem, der angriber insekter som bier og sommerfugle, mens dem, der går efter ukrudt og svampe, er mindre farlige, sagde hun ifølge Sjællandske medier.
Læs også: Heftig debat – pesticider er altså noget lort
Spis nu kød til
I debatten om kød mente formanden for Dansk Vegetarisk Forening, Rune-Christoffer Dragsdahl, at danskernes hang til kød står overfor en drastisk nedgang. Han henviste til tal fra fx England, hvor især unge i stigende grad springer kødet over.
– Vi kan ikke se helt den samme bevægelse i Danmark, som vi kan se i mange andre lande med samme indkomstniveau som Danmark. Men med mindre Danmark er en isoleret ø, der kan holde sig ude af globale trends, er der næppe tvivl om, at vi kun har set begyndelsen på planternes fremmarch og kødspisningens tilbagegang, sagde formanden.
Han mente heller ikke, at befolkningen i lande som fx Indien, hvor vegetarisk kost er det mest udbredte, nødvendigvis vil gå over til at spise kød i samme udstrækning som danskere. Til trods for velstandsstigninger.
– Og i Kina har regeringen sat et mål om at begrænse befolkningens kødindtag. Alt i alt mener jeg, der er god grund til, at danske fødevarevirksomheder tager plantespiserne alvorligt og udvikler flere plantebaserede produkter, sagde Rune-Christoffer Dragsdahl.
Danmark er kødeksperter
Hverken fra Stryhns direktør Kristian Kornerup eller fra branchedirektør Leif Nielsen, DI Fødevarer, var der modstand mod at udvikle plantebaseret kost til et voksende publikum. Leif Nielsen påpegede dog, at stigningen i plantebaseret kost skal ses i sammenhæng med en i global sammenhæng endnu større mængdemæssig stigning i kødforbruget.
– I takt med verdens velstandsstigning og øgede urbanisering stiger verdens kødforbrug. Det skaber en modtrend, der giver sig udslag i, at en del mennesker helt eller delvist fravælger kødet. Begge dele er danske fødevarevirksomheder parate til at levere til, og indenfor kødproduktionen har vi i Danmark en unik ekspertise, der kan gøre os i stand til at forsyne verden med det kød, der bliver efterspurgt, på en mere bæredygtig måde, end mange andre ville kunne præstere, sagde Leif Nielsen.
Han pointerede desuden, at den danske kødekspertise ikke kun begrænser sig til egentlig kødproduktion.
– Nogle af de stærkeste danske virksomheder er ingrediensbranchen, der med ekspertise i blandt andet animalske proteiner formår at være verdensledende på et marked med meget høj lønsomhed. Den ekspertise kan og skal vi udnytte til at berige Danmark og samtidig hjælpe verden til en mere bæredygtig fødevareproduktion, sagde Leif Nielsen.
Leverer planter hvis det er forbrugernes behov
Hos Stryhns tror og arbejder Kristian Kornerup for, at danskerne skal spise leverpostej om 100 år, fordi det er fyldt med gode vitaminer og mineraler. Men hvis kød bliver yt, er virksomheden klar til at levere planter i stedet. Direktøren lagde dog ikke skjul på, at det plantebaserede stadig udgør en forsvindende lille del af virksomhedens forretning.
– Vores plantepostej og andre kødfri produkter udgør mindre end 1 procent af vores omsætning, og 80 procent af danskerne spiser stadig leverpostej, så vi følger med tiden og forbrugernes behov, sagde Kristian Kornerup.
Spændende dag i skønne omgivelser
I Verdens Bedste Fødevarer glæder talsmand Felix Stark sig over en konstruktiv og nuancerende debat i de skønne omgivelser på Ryegaard Gods.
– Det var især interessant at høre Johan Scheel fra godset fortælle om de overvejelser, han som planteavler gør sig i forhold til at dyrke konventionelt eller økologisk. I sidste ende skal det selvfølgelig være økonomisk rentabelt, og den grundpræmis bør vi alle sammen have med, når vi udtrykker ønske om, hvordan vi synes fødevareproduktion skal foregå, siger Felix Stark.
Han syntes også, det var spændende at se og høre om Ryegaard Gods nyindkøbte Horsch sprøjte, der koster omtrent en million kr. i indkøb.
– Jeg synes, det er vildt, at det kan give økonomisk mening at købe sådan et maskineri, når man betænker, at landmanden kun får omkring 1 kr. pr. kg korn. Men det er fascinerende at se så veludviklet teknik, og det bliver spændende at se, hvad førerløse maskiner og anden ny teknologi vil gøre ved fremtidens afgrødebeskyttelse, siger Felix Stark.
Verdens Bedste Fødevarer takker Dansk Planteværn, COOP, DI Fødevarer, Ryegaard Gods og alle andre involverede for samarbejdet og en dejlig dag!
Foto: Jens Panduro
Se hele debatten i videoerne herunder: