SEGES har gennemført et Naturtjek på Dansk Planteværns demonstrationsarealer på Ryegaard Gods. Gennemgangen af bl.a. marker, blomsterstriber og stendiger er for at vurdere igangværende initiativer, der gavner biodiversiteten, og anbefale yderligere tiltag, der kan styrke naturen endnu mere. I sin rapport konkluderer SEGES bl.a., at flerårige blomsterstriber langs eksisterende naturarealer er særligt velegnede for smådyr og insekter. Stenbunker, træstammer, halmballer og barjordsstriber i marken er desuden godt for dyrelivet og er nemme tiltag på næsten alle bedrifter.
I samarbejde med Dansk Planteværn har Ryegaard Gods gennemført initiativer til gavn for dyr og biodiversitet, hvilket bl.a. omfatter biotopplaner, blomsterstriber og lærkepletter for at tilgodese naturen overalt på bedriften. Initiativerne er desuden implementeret for at vise andre landmænd, at naturen sagtens kan prioriteres samtidig med, at et moderne landbrug kan dyrkes og udvikle sig.
”Vi vil gerne skabe bedre muligheder for biodiversiteten samtidig med, at vi får mest muligt ud af vores marker. Og det kan faktisk godt lade sig gøre. Vi bliver hele tiden klogere på nye metoder og virkemidler og vil gerne gå foran og inspirere andre bedrifter med eksempler på hvordan natur og landbrug sagtes kan forenes på måder, der hverken er besværlige eller bekostelige,” siger Johan Scheel, godsejer på Ryegaard.
Natur-rapport med konkrete anbefalinger
SEGES gennemfører Naturtjekket ved at besøge bedriften og gennemgå de arealer, der skal indgå i undersøgelsen. På Ryegaard omfattede det Dansk Planteværns demonstrationsareal på 430 ha., hvoraf 220 ha. bliver dyrket konventionelt og 40 ha. økologisk. Resten er er skov og græsningsarealer. Herefter udarbejder SEGES’ konsulent en rapport med observationer, vurderinger og anbefalinger.
”Vi har gennemgået Ryegaards naturværdier og der er flere fine biotoper på bedriften, herunder gravhøje, veterantræer, mergelgrave og gamle stendiger, der alt sammen er med til at skabe værdifulde levesteder for blandt andet insekter, padder og fugle. Der er også mange fine blomsterstriber og særligt de steder, hvor striberne får lov til at passe sig selv, er gode levesteder for insekterne. Hvis man vælger at omlægge blomsterstriberne, er det vores anbefaling at lade fx halvdelen blive stående, således at dyrenes levesteder ikke fjernes på en gang,” siger Lisbeth Jensen, konsulent hos SEGES.
Gamle træstammer og glemte stenbunker
Naturen har det bedst, hvis den har god plads og ikke bliver forstyrret for meget. På et moderne landbrug som Ryegaard, er det nødvendigt både at tilgodese drift af marker og dyrelivet. I sin rapport inkluderer SEGES, at naturen har stor værdi af træstammer og stenbunker, der bliver placeret på steder, hvor de kan ligge længe uden at være til gene for driften. I valget af blomsterstriber bør der vælges blandinger med hjemmehørende urter og græsser, så blomsterstriben understøtter den hjemmehørende fauna bedst muligt. Biodiversiteten har desuden særligt gavn af blomsterstriber placeret langt skovkanter eller græsarealer, da striberne så fungerer som forlængelse af de permanente levesteder og som bufferzone, der beskytter de permanente levesteder mod påvirkning fra markdriften.
”Vi bestræber os på at gå foran med konkrete anbefalinger til danske landmænd om hvordan de bedst muligt tilgodeser naturen samtidig med, at udbyttet optimeres på det dyrkede areal. Derfor ser vi også stor værdi i arbejdet med IPM-principper, der bl.a. forebygger og bekæmper skadevoldere ved at beskytte og øge mængden af nytteorganismer i og omkring det dyrkede areal. Vi er glade for SEGES’ tilbud om Naturtjek til danske landmænd og anbefaler alle bedrifter at tænke biodiversiteten mest muligt ind i markplanlægningen,” siger Tanja Andersen, direktør i Dansk Planteværn.