På fire testmarker forskellige steder i Danmark undersøger GEUS (De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland) om godkendte pesticider og deres nedbrydningsprodukter udvasker til grundvand. Markerne udgør varslingssystemet for udvaskning af pesticider til grundvand, VAP, og i perioden 2020 til 2022 er der i alt undersøgt fire pesticider og 35 nedbrydningsprodukter.
Miljøstyrelsen vurderer, at de nye resultater i VAP-rapport 2023 ikke viser uacceptabel udvaskning af pesticider og nedbrydningsprodukter til grundvand. Kravværdien på 0,1 mikrogram pr. liter er overskredet for fire nedbrydningsprodukter; DMS, DMSA, 1,2,4-triazol og CyPM, som stammer fra svampemidler. Derfor tilbagekaldte Miljøstyrelsen i begyndelsen af året godkendelser af produkter med aktivstoffet cyazofamid og ændrede på triazolprodukters anvendelse i 2021. For anvendelsen af CyPM vurderer Miljøstyrelsen, at anvendelsen ikke udgør en uacceptabel risiko, da overskridelsen var kortvarig.
Fund af nedbrydningsstoffet DMS skyldes primært biocidanvendelse
GEUS begyndte at måle efter DMS i 2018 og i 2021 var DMS det hyppigst fundne stof i vandforsyningsindtagene, hvor det nu blev fundet i ca. 33 % af indtagene. Der er flest fund i bymæssig bebyggelse, hvor kilder bl.a. er bemalede træflader. Et af de netop publicerede projekter i Miljøstyrelsens Bekæmpelsesmiddelforskningsprogram; FungiSource, viser, at biocidforbruget sandsynligvis langt overgår pesticidforbruget, i forhold til mulige kilder til DMS-fund.
”Med VAP-systemet har vi i Danmark et unikt og anerkendt varslingssystem, som Miljøministeriet årligt har afsat 12 mio. kr. til i Pesticidstrategien 2022-2026. De ressourcer skal anvendes med omtanke og vi bakker op om myndighedernes grundighed og faglige vurdering. Med den danske monitorering er pesticider grundigt undersøgt, men der er mange kilder at tage i betragtning, når vi skal beskytte grundvandet. Det er vigtigt at inkludere alle kilder og ikke kun se på landbrugets anvendelse af pesticider,” siger Tanja Andersen, direktør i Dansk Planteværn.
VAP er normalt en årlig rapport, men blev ikke udgivet i 2022. VAP-rapport 2023 omfatter derfor resultater svarende til to ordinære rapporter. De nye resultater i rapporten dækker perioden juli 2020 til juni 2022.
Miljøstyrelsens seneste VAP rapport: Ny test af pesticider og nedbrydningsprodukter i VAP
Forskningsrapporten, FungiSource, der er en del af Miljøstyrelsens Bekæmpelsesmiddelforskningsprogram Forskningsrapport om kilder til DMS og 1,2,4-triazol i grundvand
Forskningsrapporten, TRIAFUNG, der er en del af Miljøstyrelsens Bekæmpelsesmiddelforskningsprogram: Forskningsrapport belyser triazol-svampemidlers persistens, akkumulering og omdannelse til 1,2,4-triazol i jord