Landmand Freddy Andersen fra Fårevejle er vinder af årets konkurrence, ”Vis mig dit sprøjtevindue” grundet hans anvendelse af IPM-principperne i bekæmpelsen af bygfluer i vårhveden. Konkurrencen er et samarbejde med Seges Innovation og Landbrugsavisen for at sætte fokus på vigtigheden af at anvende principperne for integreret plantebeskyttelse, IPM. Hovedpræmien er et NaturTjek fra Seges Innovation.
Et sprøjtevindue i marken er god og klassisk landmandspraksis for at vurdere effekten af en udført behandling. Det er et værktøj, der kan hjælpe til at anvende pesticider så lidt som muligt, men så meget som nødvendigt, hvilket er en del af IPM-principperne. Freddy Andersen er vinder af konkurrencen ”Vis mig dit sprøjtevindue” fordi han har anvendt monitering og bekæmpelsestærskler til at vurdere skadedyrsbehandlingen i sin hvedemark. Planteavlskonsulent Anders D. Johansen fra VKST i Sorø bistod Freddy Andersen i arbejdet med sprøjtevinduet og han vinder derfor også en præmie.
Hovedpræmien er et NaturTjek fra Seges Innovation, hvorfra en konsulent besøger Freddy Andersens bedrift for at se og vurdere igangværende tiltag, der styrker biodiversiteten. Konsulenten vil desuden give inspiration til yderligere tiltag, der gavner naturen og herunder hvor og hvordan de kan anlægges, så det giver bedst mening for både driften og biodiversiteten. På baggrund heraf udarbejder konsulenten en rapport, som kan anvendes som idégrundlag til det videre arbejde.
Om konkurrencen ”Vis mig dit sprøjtevindue”
Konkurrencen går ud på, at landmænd bliver opfordret til at indsende billeder af og en kort forklaring til deres sprøjtevindue, som bliver bragt i Landbrugsavisen sammen med en kommentar fra en konsulent fra SEGES Innovation. Dansk Planteværn er med til at udvælge vinderen, der modtager et NaturTjek fra SEGES Innovation på sin bedrift til en værdi af 15.000 kr. 2. og 3. præmierne er et gavekort til Restaurant Flammen til en værdi af 800 kr. pr. stk. Planteavlskonsulenter, der bidrager til konkurrencen, kan desuden vinde et restaurantgavekort. Konkurrencen har foregået over sommeren i 2021 og 2022 og vinderen er blevet offentliggjort på IPM-dagen i september på Dansk Planteværns demonstrationslandbrug, Ryegaard.
Læs mere om Freddy Andersens sprøjtevindue i Landbrugsavisen, herunder om bekæmpelsen af bygfluer i hvede samt kommentarer herom fra Ghita Cordsen Nielsen, landskonsulent fra Seges Innovation.
Læs desuden om vinderen af konkurrencen i 2021 og om Dansk Planteværns IPM-dag om integreret skadedyrsbekæmpelse.