Dansk Planteværn var med på Plantekongressen i Herning 11.-12. januar 2023, hvor branchens mødtes for at få nyeste viden om planteproduktion, bæredygtighed, klima og miljø.
Foreningen havde en stand på kongressen, som blev flittigt besøgt af mange af kongressens over 1.500 deltagere. Fokus på standen var værnemidler og vigtigheden i at anvende de korrekte sikkerhedsudstyr ved håndteringen af pesticider. SEGES Innovation har udviklet en ny app, der gør det nemt at se præcis hvilke retningslinjer, der skal overholdes. Appen hedder CRiskA – en forkortelse for Chemical Risk Assessment – der indeholder skabeloner med de elementer, man skal tage højde for i den kemiske risikovurdering, herunder kendskab til præcis hvilke produkter, der findes i kemirummet og at have sikkerhedsdatablade for produkterne.
På standen kunne besøgende besvare spørgsmål om deres brug af værnemidler og være med i konkurrencen om en pakke værnemidler bestående af bl.a. briller, handsker og dragt fra Hoffmann Group.
Medlemmer præsenterede nye teknologier
Flere af vores medlemmer præsenterede nye teknologier på Plantekongressen. David King fra Syngenta gav perspektiver for fremtidens planteværnsløsninger, Corteva viste nyt svampemiddel til kartofler, BASF præsenterede smart spraying og Bayer præsenterede qPCR-teknik til septoria samt deltog i debat om glyphosat.
Plantekongressen bliver afholdt næste gang 10.-11. januar 2024, hvor Dansk Planteværn planlægger at deltage.